af: ANABELLA RERUP
I denne episode har jeg besøg af Lena Bjørn Jensen, som hjælper folk der var været udsat for Narcissismens Klør. Lena deler ud af sin personlige erfaring og sætter ord på det der er svært.
INTRODUKTION:
Jeg hedder Lena… og hvem er jeg at mene noget om narcissismen som læremester og tro, at jeg kan formidle dens gaver?
Jeg er 42 år, og jeg har mødt narcissisten i forskellig form, fra da jeg var ganske lille. Først den dag, da jeg var ved at dø af den, tog jeg skeen i den anden hånd og stillede mig selv spørgsmålet; “Ok! Hvad skal jeg lære om mig selv, så jeg ikke vedbliver med at lade mig nedbryde? Hvordan tager jeg ansvar for mit og mine kæres liv?” Svaret var at turde ærligheden overfor mig selv.
At turde at kigge på det grimme, såvel som det smukke. At vide, at det at opløse mørket, sker indefra og ud. At alting sker i forbundet samarbejde. Og sjovt nok har jeg altid været nysgerrig efter at finde ind til ærligheden; ind til sammenhængen mellem ord, handling og energi i andre, og endelig som voksen også i mig selv. For ærligheden, eller lad os kalde det den rene kærlighed, sætter os fri til at leve i tillid og fred. Kærligheden nedbryder frygten for at dø og leve, frygten for det foranderlige. Frygten for hinanden og det naturlige. Frygten for at være os selv! Og hvor har jeg været bange at udforske og anvende hjertets uendelige potentiale, ved at turde ærligheden overfor mig selv.
På min rejse gennem livet har narcissismen været et skæbne-studie, som jeg var nødt til at gøre for at forstå polerne lys og mørke – og for at transformere de første traumer i barndommen, og dermed den psykiske vold, jeg har haft videreført overfor mig selv. Med hånden på hjertet føler jeg mig i dag fri til at være mig.
Jeg tør konsekvenserne, både ved ofrene og belønningerne. Og jeg føler mig beriget ved at kunne hjælpe mennesker, der alle har det tilfælles, at de har været eller er i berøring med narcissismens mangel på empati, ansvar og samvittighed. Det vi kan kalde klasseeksempler på uærlighed.
Det gør jeg gennem ceremonier, samtale og musik og ved at arrangere arrangementer, hvor selvkærlighed og dermed konkrete redskaber til grænsesætning og tillidsopbygning er omdrejningspunktet.
Jeg er uddannet musiker/musikpædagog på det Rytmiske Musikkonservatorium. Og så er jeg coach og igang med en healer-uddannelse.
Du er velkommen til at se mit og mine kollegers arbejde eller til at stille spørgsmål på min side på Facebook: Rosenlunden – hjerte, bevidsthed og relationer.